Børn bliver IT-pirater i Aarhus

Center for Undervisningsudvikling og Digitale Medier (CUDiM) er i samarbejde med bibliotekerne med i et projekt, der giver børn mulighed for at lege med spiludvikling rundt omkring i landet.

Af Michael Kaas Christensen

”Coding Pirates” er et projekt for unge, der gerne ville lege med IT på en kreativ måde. Det er udviklet af Martin Exner og Christian Hjort Lund, der følte, at der manglede et tilbud til unge med lyst til at arbejde med IT på en andeledes måde. Derfor startede de projektet Coding Pirates, hvor børn og unge gennem ugentlige workshops fx kan lære at bygge Legorobotter, at lave hjemmesider eller programmeringssproget Python.  

”De skal ikke blive superprogrammører efter at have været inde ved os, men det skal give dem en følelse af, at idéer godt kan realiseres uden 10 års studier på universitet,” siger Martin Exner.

”Man skal minde børn om, at de har noget at skulle have sagt. Dette skal vi gøre gennem åbne værksteder, hvor børn og unge kan opleve, hvad der sker, når de forfølger deres egen drøm,” siger Rikke Toft Nørgaard, som er adjunkt ved Center for Undervisningsudvikling og Digitale Medier ved Aarhus Universitet og en af Coding Pirates kontaktpersonerne hos CUDiM. Hun glæder sig til at komme i gang med at afholde flere Coding Pirates møder i Aarhus.

Samarbejde med bibliotekerne

Coding Pirates har bredt sig til hele landet og lokale afdelinger og foreninger er skudt op i bl.a. Aarhus og Aalborg. I Aarhus har CUDiM fundet ind i et godt samarbejde med Hovedbiblioteket.

”Bibliotekerne skal også til at arbejde med digitale kompetencer, og her så vi Coding Pirates som en oplagt mulighed for at komme til det. CUDiM har nogle kompetencer, som vi ikke har, men vi kan til gengæld tilbyde et offentligt rum, der kan huse projektet,” siger Louise Overgaard, der er Teamleder for Familie og Børn hos Aarhus Hovedbibliotek. Hun arbejder på, at et bibliotek ikke kun skal dreje sig om bøger, men tilbyde mange forskellige medieplatforme til publikum.

Kaptajn Hack og Miss 1337 på besøg i folkeskolen

Coding Pirates har ikke været i gang længe, men projektet er allerede kommet langt. I startfasen er der blevet lagt meget arbejde i at etablere de lokale afdelinger, mens det fremtidige fokus vil være på indholdet.

”Nu bliver energien helt sikkert brugt på at styrke indholdet og kvaliteten og ikke mindst på at brande vores frontfigurer Kaptajn Hack og Miss 1337,” siger Martin Exner.

Projektlederne håber også, at noget af deres undervisningsmateriale vil kunne bruges i skolerne på et tidspunkt, men de erkender, at det er svært at integrere.

”I en skoleklasse er der 28 elever og en lærer, hos os er der en lærer per 5 elever. Men vi vil hjertens gerne arbejde sammen med skolerne,” siger Martin Exner.