Baggrund

I den seneste revision af Lov om gymnasiale uddannelser (Lov nr. 1716 af 27/12/2016) ligger en ambition om at ruste eleverne til fremtidens digitale samfund, hvor teknologisk udvikling er et grundvilkår. Dette indebærer, at eleverne skal opnå digitale kompetencer, så de lærer at anlægge et kritisk blik på digitale medier og at indgå i digitale fællesskaber. I fagene skal eleverne lære at søge information og forholde sig kildekritisk, når de søger viden gennem digitale medier, og gennem undervisningen skal eleverne opnå erfaring med digitale fællesskaber og arbejde med skabelsen af digitale produkter.

Som led i arbejdet igangsætter Styrelsen for It og Læring (STIL) et demonstrationsskoleprojekt med aktionsforskning, som har fokus på at opbygge og indsamle viden og erfaringer på gymnasier, der anvender it og digitale læremidler innovativt og succesfuldt. Aktionsforskningsprojektet, DiDaK - Digital Dannelse og Kompetenceudvikling, gennemføres af Center for Undervisningsudvikling og Digitale Medier (CUDiM), Aarhus Universitet, i perioden 2017-2020 med inddragelse af udvalgte demonstrationsskoler.

Formål

Formålet med projektet er, at demonstrationsskolerne i samarbejde med forskerne udvikler og gennemfører en række forløb på skolerne, hvor fokus er på implementering af digitale kompetencer i fagene. Fokus i projektet er at afdække, hvordan digitale kompetencer fra gymnasiereformen implementeres i lærernes praksis og dermed bidrager til at understøtte reformens fokus på faglighed, kundskaber og almendannelse. Det er centralt for projektet, at implementeringen af digitale kompetencer forankres bredt på de involverede demonstrationsskoler. Projektet tager afsæt i mindre forløb/aktioner, der opskaleres på skolerne i sidste del af projektet. Endvidere er målet, at erfaringer indsamles og udbredes til øvrige gymnasier for at forny den pædagogiske praksis og integrere digitale kompetencer i undervisningen.

Hvad får skolerne ud af at deltage?

Skoler kan søge om at deltage i demonstrationsskoleprojektet, og der udvælges i alt fem demonstrationsskoler til projektet. De udvalgte demonstrationsskoler skal nedsætte en lokal arbejdsgruppe bestående af de ledere, vejledere og lærere, der skal deltage i projektet.

Som deltager i demonstrationsskoleprojektet indgår man som skole i et aktionsforskningsprojekt, hvis grundlæggende forudsætning er et tæt samarbejde mellem forskere, ledere og lærere med henblik på fælles udvikling, sparring og vidensdeling. Gennem deltagelsen i workshops og i gennemførelsen af en række aktioner på skolen vil der på de enkelte skoler ske en kompetenceudvikling af både lærere og ledere. Endelig vil de enkelte skoler gennem udvikling af “pædagogiske formater” få en række redskaber, der konkretiserer lærernes didaktiske metoder samt forankrer ledernes arbejde med digitale kompetencer i de enkelte skolers organisation. De pædagogiske formater kan bruges som et fælles sprog mellem lærere fra forskellige fag og forskere til at samarbejde om udvikling af konkrete undervisningsforløb. 

Datoer for visionsdage og workshops

Visionsdag 1.0 afvikles i løbet af uge 44-45 2017, hvor forskere fra AU besøger de enkelte demonstrationsskoler.

Ud over den indledende visionsdag på alle skoler er der planlagt i alt fire workshops og en visionsdag 2.0, som alle afholdes på Aarhus Universitet på følgende datoer:

  • Workshop 1 med fokus på implementering: 21. november 2017 kl. 9.30-16.30
  • Workshop 2 med fokus på implementering: 15. marts 2018 kl. 9.30-16.30
  • Workshop 3 med fokus på institutionalisering: 9. august 2018 kl. 9.30-16.30
  • Workshop 4 med fokus på implementering: 10. oktober 2018 kl. 9.30-16.30
  • Visionsdag 2.0 med fokus på projektets fælles visioner: 6. februar 2019 kl. 9.30-16.30