Gymnasiepædagogisk forskningsenhed

Gymnasiepædagogisk forskningsenhed arbejder i og ud fra en tæt tilknytning til praksis og anlægger gennem dette arbejde et bredt pædagogisk og didaktisk perspektiv på de udfordringer, der viser sig på alle niveauer i ungdomsuddannelserne. Det centrale omdrejningspunkt er undersøgelser af pædagogiske praksisser og kompetencebegrebet ud fra både et lærer- og elevperspektiv.

Forskningsenheden spørger til forskellige dimensioner af denne praksis og sætter aktuelt fokus på undersøgelser og udvikling af lærernes didaktiske vokabular og handlekraft, samt på forståelse af elevstemmer og elevernes deltagelse og dialog i klasserummet.

Formål

Gymnasiepædagogisk forskningsenhed har til formål at tilvejebringe forskningsbaseret og praksisforankret viden, som har relevans og værdi for elever, lærere og ledere i gymnasiesektoren.

Målet er at:

  • identificere skiftende lærerroller og læringsfællesskaber
  • undersøge, hvordan lærerprofessionen udvikles, fx via teamudvikling, praksisfællesskaber, kollegial sparring og pædagogisk ledelse
  • undersøge klasserumsledelse med henblik på udvikling af pædagogisk praksis
  • identificere rammer for deltagelse og dialog i klasserummet og i lærersamarbejdet
  • undersøge elevernes forskelligartede stemmer i klasserummet
  • undersøge hvorledes nye digitale teknologier indvirker i uddannelsen, herunder hvordan de fremmer eller hæmmer samarbejde og deltagelse.

Forskningsspørgsmål

Forskningsenheden arbejder aktuelt med følgende forskningsspørgsmål:

  • Hvordan udvikles potentialerne i lærerkollegiets pædagogiske og didaktiske vokabular?
  • Hvordan kan man understøtte og udfordre læreres tavse viden (blik og vokabular) i praksis?
  • Hvordan styrkes opmærksomheden på ‘elevernes stemmer’ og hvordan kan elevstemme forstås?
  • Hvordan øges læringsudbyttet gennem forøget anvendelse af feedback og undervisningsdiagnosticering
  • Hvordan forstås og udvikles lærernes klasserumsledelse?
  • Hvilke faktorer forhindrer eller forbedrer lærernes mulighed for at opnå deres intentioner?
  • Hvordan kan man fremme dialogiske og interkulturelle kompetencer i en globaliseret og teknologirig undervisningskontekst?
  • Hvordan kan it og digitale teknologier understøtte og fremme samarbejde og deltagelse i undervisning?

Publikationer

Sortér efter: Dato | Forfatter | Titel