Relationskompetence og Klasseledelse i gymnasiet

Formål

Formålet med projektet er at udvikle nye pædagogiske redskaber inden for klasseledelse og relationskompetence også med bidrag og afprøvning af den nederlandske forskning inden for elev-lærerrelation (QTI spørgeskema). Den forskningsmæssige tilknytning og brugen af QTI som et delredskab, der kan øge lærernes indsigt i elevernes oplevelse af undervisningen.

Lærerne skal gennem projektet gerne udvikle evner til at skabe klare og støttende rammer for undervisningen og etablere positive relationer til deres elever, som kan motivere og fastholde. ROK-projektet forsøger at give lærere konkrete redskaber til at styrke den positive lærer/elev relation, der er afgørende for motivation, engagement og læringsudbytte.

Forskerne præsenterer dels teori og forskningsresultater og dels inspiration til de aktioner/ interventioner, som de 16 lærere skal ud og afprøve i deres egne klasser. Dernæst som en del af forløbet undersøges lærernes proces kvalitativt og vha. QTI af forskerne (mere om QTI nedenfor).

Baggrund for projektet

Uddannelseschef på Skive Handelsskole, Henrik Neve, tog det oprindelige initiativ til et samarbejde mellem Aarhus Universitet, Randers Statsskole og Skive Handelsskole. Region Midt har bevilget en stor del af projektets samlede budget. Satsningen sker, fordi Regionen tror på, at øget fokus på relationer og klasseledelse vil styrke de unges motivation og dermed deres mulighed for at fuldføre en ungdomsuddannelse.

Projektet er et lærerudviklingsprojekt med iværksættelse af interventioner/aktioner, hvilket betyder at otte lærere fra hver af de to skoler skal afprøve konkrete pædagogiske interventioner i deres undervisning på basis af forskningsbaseret viden.
Også elevernes opfattelse (students' voices) af undervisningen undersøges kvalitativt i Mette Boies ph.d. som har afleveringsfrist den 30. september 2017.

Brugen af og måling af relationer ved hjælp af QTI-spørgeskemaet

Det nederlandske universitet i Utrecht (Wubbels et al. 2011; 2005) har udviklet den såkaldte QTI-måling (questionnaire on teacher interaction) – et empirisk velafprøvet og udbredt spørgeskema til elever, som giver et blik på, hvordan de oplever lærerne agerer i et undervisningsrum. Spørgeskemaet er en kvantitativ måling af interpersonel adfærd. På baggrund af elevernes opfattelse og svar på en række spørgsmål klarlægges deres opfattelse af lærerens væren i rummet. QTI-spørgeskemaet kan således give den enkelte lærer et billede af egen lærerprofil.

Denne QTI-lærerprofil bliver et spejl for læreren som indikator på, hvordan eleverne oplever hans eller hendes undervisning (fx om læreren er stærkt venlig/distanceret eller styrende/giver plads til autonomi).
Den del af aktionsforskningsprojektet vil i den forstand indgå i en international forskningsramme, og har titlen: "Listening to students’ voices - testing QTI in a Danish context". Dette omhandler validering og afprøvningen af det internationalt empirisk gennembearbejdet spørgeskema om elevers opfattelse af lærerens undervisning.

For første gang afprøves spørgeskemaet i en dansk sammenhæng. Der foretages en kvalitativ validering af denne komparative spørgeskemaoversættelse med i alt 64 spørgsmål med henblik på en reduktion. Disse vil for første gang blive testet empirisk på 500 gymnasieelever og valideret ved en kvantitativ faktoranalyse. De 64 spørgsmål/items har fulgt den komparative standard for oversættelsesprocessen.

Foreløbigt og fremadrettet

Vi vurderer qua de foreløbige resultater i ROK-projektet, at QTI har betydeligt potentiale ift. lærernes selv-refleksion og professionelle udvikling både individuelt og på kollegialt niveau i relation til samspillet med eleverne. Vi ved også allerede nu, at QTI-målingens læreprofil ikke kan stå alene. Derfor er det vigtigt at få afdækket, hvilke aspekter af lærerrollen en sådan måling kan indfange samt at få målingens almene blik koblet til forskellige forventninger om og krav til lærerrollen i forskellige danske uddannelseskontekster, hvilket vil være næste videre forskningsfokus efter ROK-projektet.

Læs midtvejsrapporten: "Udvikling, test og validering af QTI-spørgsmål i en dansk gymnasiekontekst" (sep. 2016)