Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Det er tid til at fokusere på kvalitet af entreprenørskabsundervisning frem for udbredelse

Arrangement: Der er fokus på entreprenørskabs- og innovationsundervisning på universiteterne, og man får næsten et indtryk af, at alt der har med entreprenørskab at gøre, er ubetinget godt. Men det er tid til, at vi bliver skarpere på definitionerne af entreprenørskab. Martin Lackéus, Chalmers Tekniska Högskola, stiller skarpt på entreprenørskabsundervisning d. 23. maj til UNIEN-arrangementet Progression i værdiskabende entreprenørskabsundervisning.

16.04.2018 | Pernille Ellehage

“Jeg glæder mig måske mest til at blive provokeret lidt. Vi er efterhånden ude over fasen, hvor det bare handler om at udbrede innovation- og entreprenørskabsundervisning for enhver pris – selvom der er plads til yderligere udbredelse. Vi skal til at fokusere mere på kvalitet, og der har Martin nogle centrale pointer”.

Sådan siger Helle Meibom Færgemann, specialkonsulent hos CUDiM og en del af Universiteternes Innovations- og Entreprenørskabspædagogiske Netværk (UNIEN), om arrangementet Progression i værdiskabende entreprenørskabsundervisning, som hun er med til at arrangere.  

Ifølge hende, er Martin Lackéus en vigtig stemme, fordi han sætter fokus på, at entreprenørskabsundervisning først og fremmest skal være effektiv og skabe merværdi.  

Forsker og iværksætter

Martin Lackéus er tilknyttet Chalmers Tekniska Högskola og forsker i entreprenørskab med særligt fokus på bedømmelse, emotionelle elementer af entreprenørskabsundervisningen, den entreprenørielle mulighed, effektiviteten af forskellige tilgange til entreprenørskabsundervisning samt progression i entreprenørskabsundervisningen.

Udover at være forsker er Martin Lackéus også selv iværksætter og har udviklet app’en LoopMe, der har til formål, at gøre det muligt for undervisere at følge deres elever/studerendes (entreprenørielle) læreprocesser på tæt hold uden at være fysisk til stede.

“Vigtigst af alt fokuserer han meget på, at entreprenørskabsundervisning skal være effektiv. Selvfølgelig skal de studerende lære noget, men de skal lære noget mere end ved anden god undervisning. Blandt andet har han for nyligt undersøgt forskellige populære tilgange til entreprenørskabsundervisning med henblik på at undersøge, hvilke af disse tilgange, der gav det største udbytte”, forklarer Helle Meibom Færgemann.

Lad os komme i gang med at diskutere

“Progression i værdiskabende entreprenørskabsundervisning” arrangeres i et samarbejde mellem CUDiM og UNIEN, og formålet er blandt andet at åbne op for diskussion af, hvordan man laver god værdiskabende entreprenørskabsundervisning.

For Helle Meibom Færgemann handler arrangementet ikke om at finde et endegyldigt svar på, hvordan man laver entreprenørskabsundervisning, men om at give undervisere, der arbejder med kreativitet, entreprenørskab og innovation mulighed for at mødes i et netværk, hvor de kan sparre og udveksle idéer:

“Det er hverken realistisk eller ønskeligt at fastlægge faste måder at lave innovations- og entreprenørskabsundervisning på på de forskellige niveauer, men lad os i hvert fald komme i gang med at diskutere det”.

Det er gratis at deltage i arrangementet, der finder sted i Holbergs garage, København K. For tilmelding kontakt Helle Meibom Færgemann

Læs mere:

Pædagogik, læring og filosofi
Tags: Arrangement, Entreprenørskab, Martin Lackéus, Chalmers Tekniska Högskola, DUN, Helle Meibom Færgemann, UNIEN, Innovation