Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Konference: Faglig udvikling i en digital og netværkspræget hverdag

Livslang læring er en velkendt frase, som anvendes i erhvervslivet og ligger i de politiske krav til fremtidens arbejdsmarked. Ny konference ser nærmere på en ny faglighed, der opstår i professionelle netværk og som udspringer af fleksible udviklingsaktiviteter, online efteruddannelse og i MOOCs.

11.09.2019 | Anders Hjortskov Larsen

Hvordan skaber vi formater for fremtidens efteruddannelse og forankrer den professionelle udvikling i netværk, som fordrer livslang læring og høj fleksibilitet? Hvilke muligheder åbner digitale teknologier op for i forhold til læring og udvikling i professionelle praksisser?

Konferencen Learning in Professional Networks undersøger disse spørgsmål og sætter fokus på læring og udvikling i en digital kontekst. Til denne konference vil internationale og danske forskere undersøge potentialerne og udfordringerne ved de nye læringsformer, der opstår i netværk og en professionel udvikling, der understøttes eller formidles af digitale teknologier. 

Landskabet for faglig udvikling ændrer sig hastigt, og i den forbindelse kan netværkslæring betragtes som et vigtigt perspektiv i forståelsen, udviklingen og understøttelsen af nye praksisser, metoder og rutiner. Netværkslæring kan være nyttigt til at gribe og artikulere komplekse vidensformer og fleksible arbejdsformer, der er efterspurgte på det moderne arbejdsmarked.

Digitale medier udfordrer faglig udvikling

De internationale og danske uddannelsesforskere professor Allison Littlejohn fra University of Glasgow, professor Thomas Ryberg fra Aalborg Universitet og professor Nina Bonderup Dohn fra Syddansk Universitet er blandt konferencens oplægsholdere, der også inkluderer uddannelses- og MOOC-designeren Dr. Yishay Mor. 

De forskellige oplægsholdere vil undersøge og definere termerne i Networked Professional Learning. De vil derudover give bud på, hvad implikationerne for design af efteruddannelsesaktiviteter og faglig udvikling i netværk vil være i en fremtid, hvor udgangspunktet er et netværkssamfund baseret på digitale medier og høj fleksibilitet. 

Grundlaget for konferencen er den nyligt udgivne bog “Networked Professional Learning - Emerging and Equitable Discourses for Professional Development”, som flere af de inviterede keynotes har bidraget til. 

 

Læs mere om konferencen og tilmeld dig

 

Konference, Arts, Uddannelse, Pædagogik, læring og filosofi
Tags: konference, netværk, networked learning, conference, faglig udvikling, efteruddannelse