Kursus:
It og læse- og skrivevanskeligheder
- børn og unge i grundskolen

Elever i læse- og skrivevanskeligheder får stadig bedre muligheder i skole og uddannelse i takt med, at læse- og skriveteknologi (LST) udvikles og udbredes på computere, tablets og smartphones. Med den nye nationale ordblindetest må det samtidig forventes, at flere ordblinde elever diagnosticeres, og disse elever skal fortsat inkluderes i almenundervisningen - bl.a. med LST. 

Erfaringer fra flere kommuner viser, at eleverne ved hjælp af LST opnår øget inklusion og læring, og undersøgelser dokumenterer, at den ”uhjulpne” læsning også forbedres. Digitale læremidler vinder voldsomt frem, og hvis læremidler er digitalt tilgængelige for alle, giver det store muligheder for inklusion og undervisningsdifferentiering med brug af læse-skrivestøttende funktioner.

Mange kommuner har programmer til flere forskellige platforme til samtlige skoler, elever og lærere. Konceptet ”Bring your own device” (BYOD) giver imidlertid store udfordringer for både lærere og elever, idet eleverne både kan anvende Windows PC, Mac, iPhone og Android samt de forskellige LST- muligheder på disse enheder.

Hvilke teknologiske muligheder er der, hvordan anvendes den læse-skrivestøttende teknologi, og udnyttes den godt nok i undervisningen? Det handler dette kursus om.

Målgruppe

Kurset henvender sig til lærere, konsulenter, læsevejledere og andre fagpersoner, der underviser børn og unge i læse- og skrivevanskeligheder/med ordblindhed, eller som har en vejledende rolle i forhold til denne elevgruppe.

Formål

Formålet med kurset er at give deltagerne et overblik over de læse- og skriveteknologiske muligheder samt at øge kendskabet til og færdighederne i at anvende LST i undervisningen. Kurset giver desuden redskaber til at kunne undervise og vejlede børn, unge og kolleger i anvendelsen af LST i grundskolen – og senere i uddannelse og erhverv.

Indhold

Kurset har to perspektiver:

  1. LST som kvalificerende redskab hos den enkelte ordblinde elev
  2. Anvendelse af læse- og skriveteknologi i inkluderende undervisning – både i almenundervisningen og i specialpædagogisk sammenhæng

Konkret arbejdes der med LST i form af:

  • Oplæsning med syntetisk tale
  • Digitale læremidler, e-bøger, tilgængelighed og indskanning af tekster
  • Ordforslagsprogrammer, elektroniske ordbøger, talegenkendelse
  • LST på tablets, smartphones samt online muligheder

Undervisere

  • Erik Arendal, specialkonsulent, master i specialpædagogik, Rådgivnings- og støtteenheden, AU-Uddannelse, Aarhus Universitet.
  • Konsulenter fra Kompetencecenter for Læsning ved Rosenvangsskolen, Aarhus Kommune.

Arbejdsform

Arbejdsformen veksler mellem selvstændigt arbejde med programmer, oplæg fra undervisere og erfaringsudveksling.

Sted

  • Aarhus Universitet, Aarhus: Center for Undervisningsudvikling og Digitale Medier, Paludan-Müllers Vej 48, bygning 5620, 8200 Aarhus N. 
  • Campus Emdrup: Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU), Tuborgvej 164, 2400 København NV.

Varighed

  • Dag 1 kl. 10-17 (morgenbrød og kaffe fra kl. 9:30)
  • Dag 2 kl. 9-16 (morgenbrød og kaffe fra kl. 8:30)

Generel information

  • Dato og tilmelding, se under tilmelding øverst th.
  • Deltager antal: 22
  • Forplejning: Morgenbrød, kaffe/te/ Frokost samt eftermiddags kaffe/te/sødt
  • Pris: 4280,- kr. + moms pr. deltager inkl. kursusmaterialer og forplejning, men ekskl. evt. transport/overnatning. (Pris inkl. moms: 5350.-).