Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Brug podcasts i undervisningen

Podcasts er de senere år blevet et populært medie til underholdning, tidsfordriv og inspiration. Men genren rummer også potentialer i forhold til undervisning, der er værd at kigge nærmere på. Udviklere fra CUDiM har samlet erfaringer og gode råd på en ny temaside på online ressourcen AU Educate.

21.11.2019 | Pernille Ellehage

Kan de studerende få repeteret de centrale pointer fra sidste forelæsning i bussen på vej til undervisningen? Kan de selv formidle analyser af cases og styrke deres mundtlige fremstilling ved hjælp af lydfiler? 

Podcastgenren rummer en række potentialer både i forhold til at lave undervisningsmateriale og i forhold til at lade de studerende selv arbejde på en kreativ måde med det faglige stof. Udviklerne Karen Louise Møller og Anders Hjortskov Larsen fra Center for Undervisningsudvikling og Digitale Medier (CUDiM) har undersøgt, hvad der allerede foregår i den faglige undervisning på Arts, og hvilke erfaringer fra blandt andet litteraturen man kan blive inspireret af som underviser. 

Mange potentialer i undervisning med podcasts

Podcasts giver mulighed for at arbejde med en ny genre i en universitetsfaglig sammenhæng, som er velkendt for mange studerende fra deres fritid. Fra de studerendes synspunkt er der både potentialer i at være modtageren af faglige podcasts fra underviseren og i selv at deltage i produktionen. 

Det betyder blandt andet, at de studerende kan øve deres formidling af faget, og at de har mulighed for at lytte til deres egen fremstilling af stoffet og dermed evaluere deres egen mundtlighed og formidlingsevne. Derudover kan der være stor motivation i at interviewe eksperter, virksomheder og organisationer og efterfølgende formidle det til et bredere publikum.

Underviseren kan også opleve konkrete fordele ved at give sig i kast med podcasts i undervisningssammenhæng. Underviserens faglige input fra undervisningen kan fx høres i forberedelsestiden som podcasts og kan dermed frigive tid til mere dialogiske aktiviteter med de studerende. Podcasts kan desuden anvendes til at knytte forklaringer til fx beskrivelser af skriftlige opgaver eller anbefalinger til, hvordan pensum skal læses.

Begynd med at vælge dit format

Du skal på et tidligt tidspunkt gøre sig klart, hvem der skal lave podcasts, hvem der skal lytte til dem, og ikke mindst hvordan selve formatet skal udformes. Der findes i litteraturen fem grundlæggende formater for podcasts, som alle kan anvendes i undervisningen alt efter, hvad der giver mening for undervisningen og det faglige stof. Valget af et hensigtsmæssigt format er vigtigt for formidlingens effekt. 

  • Solo Podcasts uden andre deltagere end speakeren der formidler det ønskede indhold. Det gør formatet fleksibelt i forhold til tid og aftaler. Dog sidder du også selv med selve produktionen og har ikke lige så mange muligheder for at gøre stoffet interessant og skabe dynamik med en samtalepartner.
  • Multi-Host Podcasts kunne være to undervisere, der diskuterer et emne eller en gruppe af studerende, som formidler stoffet. Det sikrer ofte et bedre flow i formidlingen og flere nuancer i samtalen omkring eksempelvis et begreb.
  • Interview Podcasts er et format, hvor hvert afsnit har en ny gæst, som præsenterer en faglig indsigt eller benyttes som analyseobjekt. Det giver muligheder for at bringe mange interessante faglige synspunkter i spil og skaber dynamik. Det kræver dog også mere planlægning.
  • Narration Podcasts er et dokumentarisk, fagligt eller fiktivt indhold styret af en fortæller. Formatet kan indeholde optagelser fra interviews eller lignende, men speakeren formidler løbende en sammenhæng i fortællingen. Det kræver mere produktionstid og et klart storyboard i processen, men resultatet er ofte interessant at lytte til. 
  • Radio Drama fortæller historier med flere forskellige deltagere, der spiller roller, og hvor lydeffekter og musik også er meget anvendt. Her kan lytteren synke ned i en specifik tidsperiode eller en tur på museet med fortællerne. Formatet er dog krævende at producere inkl. lydeffekter og musik og dermed at finde tid til. 

 

Læs mere:

Uddannelse, Medarbejdere
Tags: Undervisning, Undervisningsudvikling, Digitale medier i undervisningen, Podcast, Lyd, Lydfiler, Nytænk undervisningen, Faglig formidling, Anders Hjortskov Larsen, Karen Louise Møller