Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

De første erfaringer med online eksamen

På Arts er de første online eksamener nu afviklet via videotjenesten Zoom, og hos de studerende viser sig en generel tilfredshed. Vi deler deres erfaringer og en række opmærksomhedspunkter som fx ‘Waiting Room’ og vigtigheden af at have prøvet online platformen af på forhånd.

28.05.2020 | Emma Nørgaard Jacobsen

Startskuddet for de mundtlige eksaminer har lydt og i øjeblikket ruller det ind med evalueringer fra både eksaminatorer, censorer og studerende, der har været de første til at afholde eksaminer online. 

“I det store hele forløb det fint. Det er af indlysende grunde den næstbedste løsning (..). Men når det er sagt, så er der intet teknisk eller didaktisk til hinder for, at man kan lave en forsvarlig eksamen med Zoom,” fortæller underviser på Nordisk Sprog og Litteratur, Dan Ringgaard, der er en af dem, der har afholdt eksamen online.

Generelt udtrykker de studerende også, at det “ikke var så slemt, som forventet”, og de er overvejende positive over for den nye eksamensform. En studerende fortæller endda, at muligheden for at sidde hjemme i vante rammer betød, at hans nervøsitet ikke udgjorde den samme udfordring som normalt. 

Introduktion til ‘Waiting Room’ skaber tryghed

Det første, den studerende møder, når vedkommende klikker på linket til eksamensrummet i Zoom, vil være Zooms ‘Waiting Room’. ‘Waiting Room’ fungerer som et digitalt venteværelse, hvor den studerende ‘sidder’ og venter på at blive kaldt ind til den online eksamination.

“Venterummet er både en sikkerhedsforanstaltning i forhold til eksamensrummet i Zoom og den nemmeste måde for underviseren at håndtere, at de rigtige studerende kommer til eksamen på det rigtige tidspunkt, når eksaminator og censor er klar,” fortæller Mathilde Andersen.

De første erfaringer med online eksamen viser, at de studerende har meget forskellige oplevelser med venteværelset. En fortæller, at han syntes, at det var utrygt at sidde i venteværelset. Det skyldtes, at der var en forsinkelse i den forrige eksaminationen, hvilket betød, at han sad der længere tid end forventet og blev nervøs for, om det var hans teknik, der drillede. 

En anden studerende havde en mere positiv oplevelse med venteværelset. Hendes underviser havde stablet en generalprøve på benene, hvor de studerende kunne afprøve de væsentlige trin i online eksamenssituation på forhånd: logge ind, sidde i venteværelset, blive hevet ind i ”eksamenslokalet” og ud i venteværelset igen. Det havde gjort den egentlige eksamenssituation mere tryg, synes den studerende.

“Vi er klar over, at det kan være utrygt for den studerende at blive mødt at et ‘Waiting Room’ som det første. De er måske allerede nervøse, og venterummet kan for nogen ligne, at de er gået forkert. Derfor anbefaler vi også, at underviseren informerer de studerende om venterummet og allerhelst sørger for, at de får det at se inden eksamen – enten sammen med underviser eller sammen med hinanden i studiegruppen el.lign. Det tager forhåbentligt den værste brod af nervøsiteten,” anbefaler Mathilde Andersen.

En del af forberedelsen er at blive bekendt med den online platform

Generelt er responsen på de online eksaminer særligt positiv hos de studerende, der havde prøvet online platformen af inden den egentlige eksamen. En studerende forklarer, hvordan det tog toppen af nervøsiteten at prøve at logge ind og bl.a. få demonstreret, hvordan udtrækningen af eksamensspørgsmålet ville komme til at foregå. 

“Det kan være en stor lettelse for både underviser og studerende at have afprøvet eksamensformatet og de vigtigste funktioner inden eksamen. Man kan også sagtens opfordre de studerende til selv at prøve det af, hvis underviser ikke har flere timer til rådighed med de studerende. De vigtigste funktioner at blive bekendt med er selvfølgelig lyd og billede, derudover ‘Waiting Room’, ‘Share Screen’ og så at lege med de forskelle visninger fx ‘Gallery view’ vs. ‘Speaker view’,” forklarer Mathilde Andersen.

Generelt udviser de studerende, der er blevet eksamineret, en velvilje og en handlekraft i forhold til at forberede sig på det uvante format. De har blandt andet forberedt sig ved at gøre brug af de informationskilder, der stilles til rådighed, og de udtrykker selv, at de havde adgang til den information, de havde brug for. Både Studypedia og Studieportalen nævnes af de studerende som steder, der har været brugbar ift. information, retningslinjer og gode råd.

Der er generelt en hel del hjælp, vejledninger og gode råd at hente til den online eksamen for både underviser og studerende. Mange platforme er nemlig i øjeblikket særligt opsatte på at klæde de studerende og underviserne på til den uvante situation. Du kan finde en række brugbare hjemmesider herunder.

Arts, Studerende, Medarbejdere
Tags: Online eksamen