Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Stort europæisk projekt sætter fokus på blended learning

Blended learning er på rekordtid gået fra at være et begreb fra uddannelsesforskningen til at være et gennemgående vilkår for de fleste undervisere. EMBED tilbyder en ny implementerings- og udviklingsmodel for blended learning på tre niveauer, der bl.a. anerkendes af forsker i it i læring, Christian Dalsgaard.

06.10.2020 | Emma Nørgaard Jacobsen

Institutional level

Blended learning, der kombinerer fysisk og online undervisning, er efterhånden hverdagskost på de danske universiteter. Men det er ikke mange måneder siden, at et delvist online undervisningsformat var noget ganske nyt for både undervisere og studerende

For folkene bag EMBED-projektet er blended learning og blended education til gengæld noget, man har arbejdet intensivt med de seneste tre år. Dermed var projektet på dagsordenen lang tid før den verdensomspændende undervisningsomlægning, der fulgte med coronavirus. Men projektets intention må siges at være højaktuel: Hensigten med modellen er netop at tackle de implementeringsproblemer, der kan opstå i forbindelse med blended learning, undervisning og uddannelse.

 ”European Maturity Model for Blended Education” (EMBED) tilbyder en begrebsramme for centrale områder i implementeringen af blended learning og er bl.a. udviklet for at afhjælpe eventuelle udfordringer, der måtte opstå i forbindelse hermed. Modellen har relevans for undervisere, uddannelsesledere og institutledere, og målet er at guide, hjælpe og inspirere til at implementere eller forbedre blended learning på universiteter. 

Modellen peger på centrale dimensioner inden for blended learning på tre niveauer: Kursusniveau, uddannelsesniveau og institutionelt niveau. Hvert niveau indeholder forskellige dimensioner, der tilsammen giver et overblik over området for blended learning.

Modenhedsvurdering på tre niveauer

Forsker og lektor i it og digitale medier, Christian Dalsgaard, beskæftiger sig med blended learning, og han er begejstret for projektet og den nyligt udviklede model. Han peger på dens relevans for både uddannelsesinstitutioner, undervisere og ledere, fordi den er udviklet til at foretage en “modenhedsvurdering” på tre niveauer (kursus-, uddannelses- og institutionelt):

”De tre niveauer kan give et overordnet billede af institutionens parathed til at arbejde med blended learning. Samtidig har modellen til hensigt at blive anvendt som inspiration til at udvikle forskellige områder af blended learning, og med dette formål viser modellen en række opmærksomhedspunkter, der kan være vigtige for både undervisere og ledere at forholde sig til,” fortæller Christian Dalsgaard.

Dermed kan modellen altså både være relevant for de institutioner, som endnu ikke har implementeret blended learning og for de institutioner, som har implementeret blended learning, men har brug for inspiration til at udvikle deres forløb. 

Kan nedbryde oversete barrierer 

Christian Dalsgaard mener derudover, at modellen sætter fokus på de områder, som institutioner kan have en tendens til at glemme eller overse:

”Især koblingen mellem niveauerne er relevant, eftersom institutioner kan have en tendens til primært at fokusere på kursusniveau og på undervisernes udvikling af blended learning i konkrete undervisningsforløb. Modellens institutionelle niveau udpeger en række områder for organisatoriske rammer og betingelser, der har betydning for blended learning.” fortæller han og giver et eksempel: “Fx peger modellen på graden af organisatoriske faciliteter, kompetenceudvikling og support som grundlag for udviklingen af blended learning på institutionelt niveau,” afslutter han.

Modellens institutionelle niveau kan ses på billedet her i artiklen, mens de to andre niveauer kan findes i EMBED-rapporten.

Læs mere:

  • Læs rapporten og se alle modellerne her

 

Forskning, Uddannelse, Medarbejdere
Tags: Blended learning, online, fysisk, forskning, model